Henrik IV var religionsfrihedens konge – artikel

Birthe B. Pedersen skriver fra Frankrig

22. marts 2010 Kristeligt Dagblad

Henri

“Paris er vel en messe værd”, lød Henrik IV’s berømte ord, da han den 25. juli 1593 konverterede til katolicismen i Saint Denis-katedralen nær Paris. Dermed bekræftede han katolicismen som Frankrigs statsreligion, men gav samtidig religionsfrihed til protestanterne. Maleriet afbildet her er malet af en ukendt kunstner og hænger på National Portrait Gallery i London. Foto: Wikimedia.

Historisk jubilæum Henrik IV konverterede til katolicismen for at kunne give de franske protestanter trosfrihed. Selvom han for 400 år siden blev myrdet af en katolsk fundamentalist, er han gået over i historien som kongen, der bilagde striden mellem protestanter og katolikker i Frankrig

Uret på retsbygningen havde netop slået fire slag den 14. maj 1610, da Henrik IV var på vej gennem Paris. I Rue de la Ferronnerie blev den kongelige karet bremset af en trafikprop. To hestevogne blokerede gaden, mens ejerne læssede vin og hø af ladet. Ud af menneskemylderet springer så en skikkelse op på kareten, læner sig ind gennem vinduet og borer to gange sin kniv i kongens bryst. Katolikken François Ravaillac har dræbt den konge, som havde afsluttet religionskrigene mellem protestanter og katolikker i Frankrig og givet de franske huguenotter religionsfrihed. Det er denne fredsproces, Ravaillac vil tage livet af med sit attentat. Men 400 år senere fremstår Henrik IV stadig som kongen, der forligede protestanter og katolikker. Også selvom religionsforfølgelserne tog til igen efter hans død, og de franske protestanter derefter måtte vente til den franske revolution på at få frihed til at følge deres tro. Henrik IV var den protestantiske krigsherre, der nedlagde våbnene og endog afsværgede sin tro og konverterede til katolicismen for at sætte punktum for otte religionskrige, som siden 1562 havde spredt død og rædsel i Frankrig. Han stiller op i rækken af fremsynede statsmænd, der sætter livet over dogmerne og bryder cirklen af massakrer, hævn og nye massakrer.

Henrik havde indset, at protestanternes mål ikke skulle være at gøre protestantismen til statsreligion i Frankrig. Protestanterne var og ville forblive et mindretal. Det handlede om at skaffe dem religionsfrihed. Og fred i Frankrig, konstaterer Gonzague Saint Brice, historiker og forfatter til en biografi om Henrik IV. Henrik var søn af den stærkt calvinistiske Jeanne d’Albret, enke efter kongen af Navarre. Det var navnet på det fyrstedømme i Gascogne i det sydvestlige Frankrig omkring Pau, som Jeanne skaffede tilnavnet “det nye Geneve” efter Calvins schweiziske bastion. Allerede som 15-årig stod den unge Henrik i spidsen for Navarres protestantiske tropper og deltog i blandt andet de blodige slag omkring havnebyen La Rochelle. Men han var også potentielt arving til den franske trone, i fald det regerende dynasti uddøde uden drengebørn. Det gav ham en legitimitet, som enkedronning Catharina af Medicis forsøgte at udnytte til et første forsøg på at afslutte religionskrigene. I 1572 blev hun og Jeanne d’Albret enige om at lade Henrik ægte Catharinas datter, Marguerite, senere kendt som dronning Margot, for at besegle freden mellem katolikker og protestanter. Men for de katolske ekstremister i Den Katolske Liga var freden med protestanterne synonym med forræderi og det rene kætteri. Få dage efter brylluppet forvandledes festen til et blodbad. På Sankt Bartholomæus-natten den 24. august 1572 og i dagene derefter blev 30.000 protestanter dræbt i en blodrus, der bredte sig til provinsen. Mange af de protestantiske notabiliteter, som var samlet i Paris til brylluppet, mistede livet. Og Henrik selv reddede kun livet med nød og næppe ved at erklære sig katolik og blev siden holdt som gidsel på Louvre-slottet, indtil det lykkedes ham at flygte. Tilbage ved Navarre-hoffet i Nerac stillede han sig i spidsen for Gascognes protestantiske tropper. Og i Paris døde hans kongelige fætre den ene efter den anden. Den sidste, Henrik III, blev dræbt af en katolsk munk som led i striden mellem den moderate kongelige fløj og ekstremisterne i Den Katolske Liga, og på sit dødsleje udpegede han Henrik af Navarre til sin efterfølger. Magtoverdragelsen sker ikke uden sværslag. Sorbonne-universitetet og det katolske Spanien, Den Katolske Ligas allierede, er ikke til sinds at overlade den franske trone til en protestant. Henrik lover skriftligt at lade sig undervise i katolicismen, hvilket får en del af den protestantiske adel til at vende ham ryggen. Men han nægter at konvertere, før han har vundet en tydelig militær sejr over Den Katolske Liga. I fem år, fra 1588 til 1593, kæmpes en indædt kamp. Henriks belejring af Paris koster ti procent af indbyggerne livet. Dermed er kræfterne udtømt på begge sider. Den Katolske Liga indkalder til møde for at løse arvestriden. Og Henrik indvilger i at blive katolik “Paris er vel en messe værd”, siger han ifølge overleveringen, da han den 25. juli 1593 konverterer til katolicismen i Saint Denis-katedralen nær Paris. Han bekræfter katolicismen som Frankrigs statsreligion. Men giver religionsfrihed for protestanterne. – Som Henrik af Navarre er han krigsherre på protestanternes side. Men som konge af Frankrig er det rigets vel, der ligger ham på sinde. Han har jo allerede forsøgt at vinde ved kamp, men må erkende, at det ikke er muligt. I stedet udsteder han Nantes-ediktet i 1598, som giver protestanterne trosfrihed og selvstyre i en række byer, som for eksempel La Rochelle, påpeger Gonzague Saint Bris. Det lå i det hele taget ikke til Henrik at være religiøs fundamentalist. Han afsværgede den protestantiske tro i alt fire gange i løbet af sit liv. Og han var en uforbederlig kvindebedårer, meget langt fra den puritanske strenghed, hans calvinistiske, altid sortklædte mor stod for. – Men frem for alt satte han mennesket over dogmet. Det var denne egenskab, som gjorde ham til “Roi de la Tolérance”, tolerancens konge, som især blev hyldet af oplysningstidens tænkere som Voltaire og Rousseau, siger Gonzague Saint Bris. Da først freden var en realitet, kunne Henrik IV begynde at modernisere Frankrig. Han byggede kanaler og broer, indførte nye landbrugsteknikker og indledte en periode med velstand i Frankrig, hvor hans motto var, at “hver eneste franske husmor skal kunne koge en høne hver søndag”. Men ude i Europa udæsker katolske og protestantiske fyrster stadig hinanden i forsøget på at etablere en ny magtbalance i Europa. En proces, som i 1618 kulminerer med udbruddet af trediveårskrigen. Det er midt i denne urolige periode, at den katolske fanatiker Ravaillac jager kniven i livet på den franske konge i 1610. Næsten lige siden har historikerne skændtes om, hvorvidt Ravaillac handlede på eget initiativ eller snarere var marionet for en af Henriks katolske modstandere, for Henrik var på nippet til at indlede et felttog mod sine modstandere i De Spanske Nederlande. – Min teori er, siger Gonzague de Bris, at Ravaillac handlede på egen hånd. Men at han formentlig kom et attentat i forkøbet, som var planlagt af Henrik IV’s fjender. Bevæbnede mænd blev set i nærheden af Rue de Feronnerie, formentlig i ærkehertug Albert af Østrigs sold. Henrik IV’s livsværk nedbrydes af hans egen søn, Ludvig XIII, som kun er ni år ved faderens død. Som voksen genoptager Ludvig forfølgelsen af protestanterne, kræver katolicismen genindført i de protestantiske fribyer og går i krig mod La Rochelle. Og Henriks barnebarn, Ludvig XIV, fuldbyrder nedbrydelsen ved at ophæve Nantes-ediktet i 1685. Hvorefter de franske protestanter må vente på den franske revolution og adskillelsen mellem stat og kirke, før de igen får religionsfrihed i Frankrig. Men Henrik IV er, takket være fredspolitikken og velfærdsperioden med den kogte høne hver søndag, forblevet en af Frankrigs mest populære konger. – Han er, siger Gonzague Saint Bris, den eneste franske konge, som kunne have vundet et præsidentvalg.